Nye energiformer
Landsstyret ønsker at gøre Grønland så uafhængigt af fossile brændstoffer som muligt. I den forbindelse er vandkraft det helt store satsningsområde, og der er forsøg i gang med solenergi. Andre nye energiformer overvejes imidlertid også. Det drejer sig blandt andet om:
- Vindenergi til elforsyning, primært i Sydgrønland, hvor det blæser mest.
- Mikrovandkraft til elforsyning. Særlig velegnet ved fåreholdersteder og bygder, hvor der ikke er potentiale eller behov for store vandkræftværker.
- Tidevand og bølge, som kan benyttes til elforsyning i isfrie områder.
- Geotermik består i udnyttelsen af varmt vand fra undergrunden, og geoenergi eller fjeldvarme, hvor man udnytter energien ved forskellen mellem temperaturen i fjeldet og udeluften.

Behov for udvikling
Udviklingen af nye energiformer kræver teknologisk udvikling og tilpasning til arktiske forhold. Samtidig betyder de specielle vejrforhold i Grønland, at det formentlig vil være nødvendigt at kombinere energiformerne.
Forskning og udvikling
Selvstyret har støttet forskellige forsknings- og udviklingsprojekter inden for vedvarende energi. Projekterne gennemføres blandt andet af forsyningsselskabet Nukissiorfiit og ARTEK, Center for Arktisk Teknologi.
Køb af vedvarende energi
Landsstyret har pålagt Nukissiorfiit at købe energi fra private energiforsyningsanlæg, hvor det er til gavn for miljøet, dog under hensyn til den overordnede energiforsyningsplanlægning, samfundsøkonomien og forsyningssikkerheden.






