Upernaviarsuk
Forsøgsstationen Upernaviarsuk
Upernaviarsuk forsøgsstation er Grønlands Selvstyres forsøgsgård og skole for landbrugserhvervet. Stationen er ligger 7 km øst for Qaqortoq, og al transport til og fra gården foregår med båd. Der er tale om et område i de ydre fjordområde med en isfri fjord i vinterhalvåret, men der er ofte storisforekomster i forårsperioden.
Arbejdsfeltet
Der arbejdes på stationen med landbrugsforsøg og landbrugsundervisning i et sub- til lavarktisk område. Arbejdsområderne er bredt favnende og omfatter såvel husdyravl som planteavl.
Fokus på fåreavl
Inden for husdyravlen er arbejdet koncentreret om den økonomisk vigtige fåreavl. I den forbindelse arbejdes der med udvikling af systematisk fåreavl, herunder med det islandske fåreavlsprogram Fjarvis. Desuden arbejdes der med fodringsforsøg med får. Der er også et mindre kvæg- og hestehold på stationen, primært til brug i undervisningen. Planlagte forsøg med malkekvæg og et minimejeri er udskudt på ubestemt tid, på grund af manglende finansiering.
Planteavlsforsøg
Inden for planteavlsområdet gennemføres der forsøg med forskellige overvintrende flerårige græssorter for produktion af hø og ensilage samt forsøg med andre enårige foderafgrøder såsom kornarterne rug, byg og havre samt rajgræs og arter indenfor kålplantefamilien.
Der er også en del forsøg med og generel dyrkning af grøntsager og havebrug i stationens gartneri og planteskole. Blandt andet dyrkes stauder, buske og træer til private haver og offentlige anlæg.
Landbrugsskole
Der er en mindre landbrugsskole i Upernaviarsuk, som i efteråret 2008 havde 16 indskrevne elever. Eleverne undervises på landbrugsskolen i hold på mellem 3-7 elever ad gangen, mens resten er i praktik på gårde i Grønland, Island og Norge.
Staben
Der er en samlet stab i Upernaviarsuk på 4 personer i alt, henholdsvis en landbrugslærer/bestyrer, en driftsleder, en kok samt en gartner.






